Min rejse

Jeg fik, til min egen store overraskelse, øje på og åbnet op for en evne til at mærke og åbne for healingsenergi for nogle år siden. Jeg har ellers altid været udpræget pragmatisk og logisk anlagt med en naturvidenskabelig livsforståelse, men har måttet sande, at der er meget mere i verden end dét. Jeg har siden været i proces med at blive klogere på, hvad healing er for noget, og har fundet min vej i at bruge min evne til at hjælpe andre. 

Det er bare sådan med healing, at det ikke rigtig kan forstås. Det skal mærkes. Og jo mere man som healer giver slip på præstationsangsten, jo bedre en healer bliver man.

Det har værdi for mig at tilstræbe balance i alle aspekter af mit liv. Fx at det spirituelle balanceres med det pragmatiske, eller at jeg står ved både mine lyse og mørke sider. 

Min personlige indre rejse er gået fra en høj grad af dissociation til en meget tættere kontakt til min essens. Det er blandt andet i kraft af denne rejse, at jeg har åbnet op for mine evner for healing, og det er en gave at kunne give noget videre; at kunne hjælpe andre på deres vej til mere ro, balance, frihed og lys.