Jeg sanser et sjældent og lidt sky nærmest arketypisk væsen, som træder frem mellem træerne i naturens og skovens magi – fyldt med smerte, glæde, længsel, visdom og en varm livsenergi, der vibrerer som budbringer mellem himmel og jord. 

Det hvide dådyr.

Helt sin egen – med en iboende både blidhed og styrke, og med sine egne hemmelige stier dybt inde i skoven, hvor der er fred og ro og harmoni.

Måske får man et glimt af den, måske er man heldig at komme tæt på .

Et øjeblik der kan forandre og ændre alting, og heale én, hvis man er åben overfor det.

Måske endda også selvom man ikke er åben overfor det og reelt ”sover” i sit liv.

Og pludselig er den væk igen, præcist som fuglen der svæver over landskabet på sine stærke vinger.

Det er naturens lov.

Så kan man i sit stille sind tage kontakt til følelsen af taknemmelighed, og hviske Tak ud i Universet.